Historier om Menneskeheden- Danish

6) Intet tag over hovedet: Indigo, kage og en hjemløs

Jeg må indrømme, at jeg har delte meninger, når det gælder hjemløse og tiggeri. Jeg har et par gange set folks godhed blive udnyttet, men det har jeg ikke tænkte mig at skrive om, da det ikke retfærdiggør den foragt mange hjemløse bliver mødt med. Der er meget der minder mig om, at de også bare er mennesker, og at nogen giver dem opmærksomhed:

Jeg tænker her på de små ting, for eksempel en af vores venner der ventede på os foran en butik i centrum og snakkede med en kvinde, der plejede at tigge der. En anden ven giver altid noget af den frugt hun skralder til hjemløse på vej hjem. For et stykke tid siden sad jeg på stationen og ventede, da kvinden ved siden af mig blev spurgt om penge – og hun gav ikke bare tiggeren penge men også sit tørklæde. Og en af mine andre venner fortalte mig denne rørende historie om hjemløse og menneskelighed:

Det er over midnat, og vi er i et baglokale på Labour Club. En svag lyd af musik hænger stadig i luften, og smagen af poesi sidder endnu på vores læber. Vi flyder, tabt for tiden. Det er let at leve på nætter som denne. Tidligere på dagen havde der været et andet event her – et uden musik og poesi og sikkert også uden øl og kage. Nu står vi foran resterne af festmåltidet, allerede halvvejs.

“Tag noget kage,” siger en. Vi er usikre.

“Jeg ved ikke. Jeg har ikke rigtig lyst til kage nu,” siger en af os.

“Hvis du ikke tager det, bliver det bare smidt ud.”

“I så fald bude vi tage noget,” siger jeg. “Hvis vi ikke spiser det, bliver drengene sikkert glade for det.”

Vi får en æske og fylder den til randen. Så er vi ude i den kølige nat.

Der er nærmest ingen biler eller mennesker på gaden nu. Indimellem åbnes en dør til en pub og lukker en håndfuld snalrede folk ud. De bevæger sig i en bobbel af tid og rum parallelt med vores, mens vi går mod markedet og videre ned ad hovedgaden. Byen er smuk om natten – den grå asfalt reflekterer et spektrum af blå, lilla og sort. Himlen rejser sig endeløs og dyb med en enkelt stjerne hist og her. Det varme lys fra gadelamperne får skyggerne til at danse, vækker dem til live og svinge mellem flamenco og langsom vals.

Der er mere liv på gaden med alle klubberne. En konstant strøm af folk flyder mellem klubber, barer og gaden. De roterer gennem natten som spredte planeter i deres eget kredsløb næsten uden at bemærke verden omkring dem. Vi bevæger os i vores lille kredsløb, forbi festerne og til der hvor gaden deler sig i to. Vi er næsten ved gaden med taxierne, da Indigo stopper og peger i den modsatte retning.

“Vent,” siger hun. “Der er en hjemløs. Jeg giver ham noget kage.”

På vores høje hæle læber vi ned ad gaden og stopper ved siden af manden, der sidder på jorden og læner sig mod en mur – usynlig for de glade, fulde folk omkring ham.

“Hej, vil du have noget kage?” spørger Indigo, og manden ser op. Han er yngre end jeg ventede, og på hans trætte ansigt kan jeg se, at det tager ham et stykke tid at opfatte, at Indigo talte til ham.

“De ville have smidt resterne ud, så vi tog en æske fyldt med kage. Tag så meget du vil.”

Hans ansigt lyser op, og jeg funderer på, hvornår han sidst spiste kage. Han vælger omhyggeligt de stykker, han bedst kan lide. Han griner og holder dem op foran sit ansigt, og pludselig er en del af trætheden erstattet af glæden fra hans indre barn, han må have mistet for længst, og hans øjne spejler al skønhed i verden.


5) Vand er en gave

Man siger, at vand er liv. At det er en af de vigtigste ressourcer, vi mennesker har. Jeg, personligt, er taknemmelig over for alle dem, der gav mig vand og hjalp mig.

En sommer undervurderede jeg heden under min løbetur og blev virkelig tørstig. Jeg havde aldrig taget fejl før, og der var stadig et par kilometer hjem. Så jeg spurgte to modkørende cyklister efter vand, og de lod mig drikke af deres flasker.

Under en vandretur i Irland løb vi en dag tør for vand og kunne ikke finde noget sted at fylde vores flasker. Vi ringede på en dør i den næste landsby, vi kom til, for at spørge. Den venlige kvinde i huset lod os ikke bare fylde vores flasker, men inviterede os straks til te.

På vores seneste cykeltur spurgte vi også folk om lov til at genopfylde vores vandflasker undervejs. Og selvom det siges at tyskere er indelukkede og uvenlige mod fremmede, er det ikke min oplevelse. Siden vi tog det første skridt, var alle, vi mødte, hjælpsomme og interesserede i at tale om vores rejse. Jeg fik ofte det indtryk, at de faktisk nød at hjælpe os og ikke så det som en pligt.

At dele noget med glæde – er det ikke også en slags menneskelighed? Især når det man deler er noget så vigtigt som vand.


4) Min ven Mustafa

I sommeren 2013 befandt jeg mig sammen med en gruppe medstuderende på en flyver på vej mod Jordans hovedstad Amman. Vores mål var at på to uger forberede og gennemføre en sommerlejr for unge Røde Kors/Røde Halvmåne-frivillige fra Danmark, Jordan og Palæstina. Det overordnede formål var at debattere køn og kønsroller i vores lande, men det vigtigste jeg lærte den sommer handlede mindre om køn og meget mere om almen menneskelighed.

Jeg havde aldrig været i Mellemøsten før, og min naive, eventyrlystne 20-årige hjerne forestillede sig smukke, langstrakte ørkener som i Walt Disneys Aladdin. Den lidt mere rationelle fremtidige journalist i mig tænkte straks på nyhedsudsendelser om Det Arabiske Forår og revolutionerne i Jordans nabolande. Virkelighedens Jordan var fredeligt og afslappet men selvfølgelig ikke som i et eventyr. Ikke desto mindre havde jeg en oplevelse, der var en eventyrfilm værdig, den sommer.

På sommerlejren mødte jeg en jævnaldrende fyr. Han hed Mustafa og blev min ven næsten fra dag ét. Næsten.

Mustafa var fra Palæstina og muslim. Jeg var fra hårdnakket sekulære Danmark, hvor mange opfatter religion som noget lidt gammeldags og gerne gør grin med tro – især de trosretninger vi ikke rigtig forstår. Mustafa havde oplevet dette på nærmeste hold, da en dansk satiretegners portrætter af den muslimske profet Muhammed forårsagede voldsomme protester i Mellemøsten og massiv boykot af danske produkter.

Mustafa var en flink fyr. Han hjalp med at gennemføre aktiviteterne på sommerlejren og han var god til at tegne og tale engelsk. Vi skulle bruge dygtige tolke og tegnere til præsentationerne, og Mustafa påtog sig begge opgaver.

Mit første indtryk af ham var, at han virkede ret stille og genert. Men på sin egen stilfærdige måde afslørede han sine talenter og tog et kæmpe ansvar for at gøre sommerlejren til en god oplevelse for alle.

Så på lejrens sidste aften slog han benene fuldstændig væk under mig.

Vi havde haft en “kulturfest” med dansk modeshow, arabisk dans og massevis af slik fra begge sider af verden. Vi var kede af snart at skulle sige farvel men også fulde af glæde og søde sager. Hen mod slutningen af aftenen sad jeg sammen med en gruppe venner, inklusive Mustafa, og trak lidt frisk jordansk natteluft. Vi snakkede nok om vores oplevelser på lejren, og hvad vi have lært om hinandens lande, men midt i samtalen så Mustafa usikkert på mig, og med et undskyldende “don’t be sad” fortalte han mig, hvor meget han havde foragtet Danmark for bare en uge siden.

Hvad han havde vidst om mit land var relateret til de famøse Muhammedtegninger, og som mange andre havde Mustafa været rasende. Han havde endda været med til at brænde Dannebrog i Øst-Jerusalems gader. Han var taget med på sommerlejren i Jordan i den tro at det var en lejr for arabiske Røde Halvmåne-frivillige, og han havde fået et chok da en af mine klassekammerater første dag havde præsenteret sig med et ”nice to meet you. I am Martin from Denmark!”

Jeg kunne slet ikke tro, hvad jeg hørte. Mustafa –  min generte, uskadelige ven, som ikke kunne gøre en flue fortræd – sad dér og fortalte mig, hvordan han engang ville have hadet mig af den ene grund, at jeg var dansk!

”Men nu er alt anderledes,” beroligede Mustafa mig. ”Jeg er virkelig glad for, at jeg tog med på denne tur, for nu har jeg opdaget, at I danskere er awesome mennesker.”

Jeg kunne danse af glæde. Ikke fordi han kaldte os danskerne ”awesome”, men fordi han med få ord havde givet denne sommerlejr endnu mere mening, end den allerede havde haft.

”Og når jeg kommer hjem, fortæller jeg alle mine venner, at jeg kender nogle fantastiske danskere,” fortsatte Mustafa, mens jeg fik ondt i kinderne af at smile. ”Så ved de, at I også er gode mennesker.”

Når jeg ser tilbage, tænker jeg altid på, hvad vi præcis gjorde, der fik ham til at ændre mening. Men sandheden er nok, at vi ikke gjorde noget specielt. Vi var bare en gruppe unge mennesker, der havde det sjovt, lærte af hinanden og grinede af sproglige misforståelser. Kulturforskelle og religion havde ikke fyldt meget. Vi danskere var blevet briefet om, hvad vi skulle være opmærksomme på – piger skulle dække knæ og skuldre, piger og drenge måtte ikke røre hinanden – og på sommerlejren grinede jordanerne og palæstinenserne bare af vores forsøg på at undgå at fornærme nogen. I sidste ende havde vi ret lignende ideer om at være unge og have det sjovt.

Jeg skriver ikke dette for at male et glansbillede af verden. Jeg fornægter ikke eksistensen af ekstremisme, og det er ikke min mening at kalde alle, der ikke har rejst ud og mødt fremmede kulturer, indskrænkede eller racistiske.

Jeg skriver dette, fordi det er en god historie, der altid giver mig smil på læben. Og et smil på læben kan man virkelig bruge i tider, hvor vi lukker vores øjne og grænser for det, vi ikke forstår.

Sidst men ikke mindst skriver jeg, fordi jeg ikke kan undgå at tænke på, om Mustafa eller gode mennesker som ham mon er fanget i en græsk flygtningelejr eller bliver bombet i deres eget hjem lige nu.

Det er historier som denne, jeg gerne vil huske og give videre til andre. Både midt i en humanitær krisetid men også til hverdag, fordi en historie som denne forhåbentlig kan bringe de smil frem, der gør, at vi ikke bygger mure op om vores lande og vores sind.

(Denne historie er skrevet af Ida Scharla Løjmand)


3) Tabt og fundet taknemmelighed

Det sker indimellem, at man mister noget vigtigt – nøgler, pung eller lignende. Hvis nogen finder det forsvundne og bringer det tilbage, bliver man som regel lettet og taknemmelig. Men ikke altid.

En ven oplevede dette på egen krop, da han fandt et pas og kontaktede ejeren. Da ejeren hentede passet, opførte han sig som om min vens gestus var en selvfølgelighed og ikke værd at takke for. Min ven så det heller ikke som noget videre specielt, men efter dette møde havde han en anderledes positiv oplevelse. For kort tid siden fandt han nogens kreditkort og kontaktede ejeren. Denne person blev lykkelig og takkede ham overstrømmende med chokolade og venlige ord for at vise, hvor meget han værdsatte min vens handling.

For mig er dette også en del af at være menneske: taknemmelighed.

For mange er det at levere tabte genstande tilbage en selvfølgelighed. Da min ven fortalte mig sin historie, fik det mig til at overveje om ekstra-venlige mennesker mon har sværere ved at komme på episoder der er enestående nok til at blive genfortalt her, fordi de ser disse gestuser som helt naturlige.


2) Busbilletter til to

“Det var super imponerende: lige nu er der en kvinde og et barn med bussen, og kvinden troede at barnet ikke behøvede en billet, fordi det bare var tre år gammelt. Men så kom buschaufføren og bad hende om at købe en billet til barnet for syv euro. Kvinden kunne ikke særlig godt tysk, så hun ringede til nogen, og det stod klart, at hun ikke havde penge til billetten. Så rejste en mand sig, gav chaufføren ti euro og tilbød at betale for barnet uden at ville have penge tilbage fra kvinden 🙊🙈.”

At tage bussen er så meget hverdag for mig, at jeg let kan forestille mig situationen. Denne historie giver mig et lille smil på læben og får mig til at spørge mig selv: “Betyder hver en euro så meget for mig, når andre har mere brug for dem?”


1)At lytte i Berlin

På mit arbejde møder jeg hver gang de mest interessante og usædvanlige mennesker. Eller, måske er “skæve” ikke det rigtige ord for dem . Men de er ikke nogen, man møder ofte, for det er sjældent at man har med så mange mennesker at gøre på så lidt tid. Disse mennesker fortæller mig korte og lange historier om deres liv, der rører mig eller får mig til at tænke. En af de historier, der plantede sig dybt i min hukommelse, fortalte en kvinde fra Berlin.

Hun fortalte om den dag, hun ikke bare gik på arbejde som sædvanlig. Den dag stillede hun sig i stedet i bydelen Marzahn med et skilt hvorpå der stod: “Jeg lytter.”

På den måde gav hun folk muligheden for at komme til hende og berette om deres tanker, bekymringer eller ønsker. Hun sagde ikke noget selv men stod bare der, så andre kunne komme og mærke at hun lyttede til dem. På arbejdet plejer jeg at fortælle andre noget – denne gang var det en anden der fortalte for mig og mindede mig om noget. Denne kvinde mindede mig om vigtigheden af at lytte. Ikke bare give råd, men at lytte aktivt.